Sælg dig selv og din idé - personlig salgsteknik for selvstændige og freelancere

- kommentarer fra deltagerne

 

- Kurset gav mig fokus på, at det ikke er så farligt at sælge. Men også at jeg er min egen lærermester – det gælder bare om at gøre det igen og igen. Og afslag – det er faktisk en del af læreprocessen. Det betyder ikke, at vores firma ikke har noget vigtigt at komme med.

 

- Jeg blev opmærksom på, at jeg gerne må være pågående – jeg skal ikke undskylde for, at jeg ringer, for det jeg kommer med, kan blive en gevinst for dem. Og hvis de ikke har brug for det, jamen så er det helt fint, men jeg skal i det mindste til et møde og fortælle om det, før jeg giver op.

 

- Kurset om personlig gennemslagskraft giver gode og meget brugbare redskaber til at lære at være sit eget visitkort. Og hvordan man får det kort solgt bedste muligt.

 

- Berrit Kvorning er et glimrende eksempel på, at man er sit eget bedste visitkort. Da vi ankom til kurset, tog hun personlig imod os alle – en meget positiv begyndelse på dagen og et synligt bevis for, at vi selv er med til at præge, hvordan andre opfatter os.

 

- Kurset "Sælg dig selv" oversteg mine forventninger mange gange. Jeg har fået nogle konkrete redskaber til at gå ud i verden og fortælle potentielle kunder, hvorfor de ikke kan undvære vores produkter. Jeg har fået mod på at lave systematisk salgsarbejde.

 

- Jeg har fået lyst til at gribe telefonen og kime den samlede danske presse ned. Med de værktøjer Berrit Kvorning har givet os, er jeg sikker på, at jeg kan overbevise mindst 10 procent om, at de ikke kan undvære vores firma''

Bedste hilsner Inge Kjærgaard og Nadia Louise Kristensen, Story2com

 

Udbytte fra kurset "Sælg dig selv og din ide"

På 2 kursusdage fik jeg flyttet min egen oplevelse af at skulle præsentere mig selv og mit firma.

Før var det med en vis nervøsitet og et meget fast oplæg , når jeg gik ind til en præsentation.

Nu er det noget jeg glæder mig til, for jeg ved, hvad jeg har med, og at jeg har "redskaberne" i orden.

Et nylig afholdt indlæg på et seminar forløb meget anderledes end planlagt – og det var sjovt at opleve, at jeg bare løbende ændrede mit oplæg, eftersom det var en meget spørgelysten forsamling.

Berrits kursus med både gode teknikker og feedback på indlæg undervejs er en meget effektiv kursusform, som jeg på det varmeste kan anbefale.

Gitte Ebert, BUSINESS SPARRING

 

'Sælg dig selv og din ide'

Hvorfor er kilden ikke altid med på historien? Hvorfor vil kunden ikke altid købe den? Hvorfor misforstår andre mennesker mig nogen gange? Måske sælger du ikke dig selv godt nok

Berrit Kvorning

Hun starter med at give alle deltagerne på kurset hånd og sige et personligt goddag til hver af dem. Måske er det fordi de kommer dryssende lidt efter lidt – måske er det fordi det er en rigtig god måde at starte på. I hvert fald er alle 30 deltagere i FreelanceGruppens kursus "Salg i øjenhøjde – en workshop" i Berrit Kvornings magt lige fra starten. Hun har deres fulde opmærksomhed, mens hun går rundt foran dem alle og fortæller, agerer og viser, hvordan vi kan blive mere opmærksomme på vores kommunikation.

 

Skuespillerens kommunikationsværktøjer

Berrit Kvorning er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole og har spillet på både teateret, i film, tv, radio og revy. Hun har været i branchen siden 70’erne og har altså mange års erfaring i at være på. Og det er de erfaringer og de værktøjer hun bruger og videregiver, når hun underviser.

For nogle år siden startede hun sit eget firma, hvor hun netop tilbyder undervisning med personlig gennemslagskraft og performance som gennemgående temaer.

Som journalist, fotograf, grafiker, producer eller noget som helst andet medlem af FreelanceGruppen skal du altid kommunikere med andre mennesker. Det er dit job.

Berrit Kvornings kursus gør dig opmærksom på, hvilke midler du har – hvad enten du kommunikerer med kolleger, kunder, cases eller bare din familie og venner.

Lærke Morell Pedersen, Næstformand Free Lance Gruppens bestyrelse

 

"Sælg dig selv" – et kursus i Århus

Kan man på en enkelt dag lære at sælge sig selv? Måske. Man kan i hvert fald lære så meget, at handelen bliver både nemmere og mere favorabel for sælgeren.

 

Snusfornuft – sat i system

Hele kurset var bygget op som en levende demonstration af de principper, som vi kursister skulle lære. Det første, varme "Goddag" om morgenen, efterhånden som vi dukkede op, fik os til at føle os ventede og værdsatte. Og så tog Bent Larsen over med sine snusfornuftige råd.

Roligt og systematisk gennemgik vi et salg – fra det øjeblik, hvor tanken fødtes i vores hjerner, over forberedelsen og de indledende kontakter til mødet, den bekræftede aftale og prisfastsættelsen. Det sidste spørgsmål optog os alle, men den egentlige overraskelse var nødvendigheden af styring og opfølgning. Hvad vil du? Hvordan vil du gøre opmærksom på det? Hvordan vil du skabe interessen for din ide? Og hvordan holder du snor i processerne?

 

Det tavse sprog

Efter frokosten kunne vi være blevet dorske, men programmet og tempoet skiftede. Berrit Kvorning inviterede os til en øjenåbner om det tavse sprog. Kropssproget betyder meget – det ved vi alle. Nu har jeg for første gang haft en lærer, som var i stand til at vise det med sin egen krop. Skuespilleruddannelsen burde være obligatorisk for enhver, som har noget at sælge, for gennem de ubevidste signaler, vi udsender med kroppen, fortæller vi vores egen historie. Vi så vores livlige og elegante lille lærer forvandle sig til en aggressiv og vred person – og til en ligeglad person – og til en letsindig og overfladisk person. Men vi prøvede også gennem simple øvelser at skifte signaler selv. Man bliver trist, hvis man lader tristheden strømme ud af kroppen. Man bliver energisk og troværdig, når man retter ryggen op og rækker hånden frem i et fast og smilende håndtryk. Prøv det selv!

 

Energien på arbejde

Det var en lang køretur fra Århus til Farum efter kurset, for energien boblede i kroppen efter en god dag, og lysten til at komme i gang med at afprøve nye kompetencer var stor. Heldigvis hang det meste ved også næste dag. Og selv om jeg nu et år senere synes, at meget var indlysende, da jeg først havde forstået det, så satte netop dette kursus tingene sammen på en logisk og letfattelig måde. Der har ikke været mange dage siden dengang, uden at jeg på en eller anden måde har anvendt den viden, som jeg fik forærende den tirsdag i november af to dygtige og medrivende mennesker.

Af Annette Kruhøffer- Journalist Lokalavisen Østerbro